Jeg starter min træningsblog her med min ca. 3 år gamle artikel om at træne hele livet.
Nogle af mine anderledes tanker om træning, sport, konkurrence og glæden ved livet.
Starten.
Efter en barndom og ungdom, hvor jeg søgte efter livets lykke, kom en stor del af den til mig,
da jeg i en alder af 35 begyndte at træne med vægte.
Jeg var blandt de dårligste i skolen til gymnastik og sport, og har aldrig aftjent værnepligt.
Derfor lå træning meget fjernt fra mig.
For ca. 25 år siden gik jeg til kursus i sportsdykning, og vejen til undervisningslokalet gik gennem et motionscenter, som ejeren af dykkercenteret havde.
Da jeg så det, og folkene der trænede, tænkte jeg at det var totalt latterligt at træne foran spejlene i deres egen indesluttede verden.
De skulle bare vide, at vi andre var kommende dykkere og på vej ud i den store verden med masser af oplevelser under vandet.
Fint nok, men jeg har senere opdaget at vejen til livets lykke findes inden i en selv.
Den findes selvfølgelig ikke kun under vandet eller over trætoppene i faldskærm eller på eksotiske rejser.
Den findes overalt, og derfor også indeni en selv.
Jeg var efterhånden ikke ung længere, boede alene, og kunne godt savne noget at bruge vinteraftenerne til.
Jeg opdagede også at min styrke og form var på vej til at blive dårligere.
Ved et tilfælde så jeg en annonce med nogle hjemmelavede vægte og vægtstænger i den lokale ugeavis.
Jeg købte dem, og bogen Bodybuiilding for mænd af Arnold Schwarzenegger,
og besluttede mig for at træne efter bogen.
Jeg lavede selv stativ og en bænk af træ, som jeg bruger endnu.
Hvorfor træner vi ?
Formålet kan være sundhed, udseende, styrke, fornøjelse, konkurrence, socialt tilhørsforhold osv…
Hvorfor holder vi op ?
Har nået sit mål, og vil noget andet og sjovere…
er blevet træt af det, måske giver det ikke længere det forventede resultat eller fremgang
Praktiske forhindringer – tiden – måske har det fyldt for meget i ens tilværelse – eller for lidt.
Vi ved at et mål skal være realistisk, konkret og tidsbegrænset, og måske er netop tidsbegrænsningen synderen, for i den ligger det begreb at det får en ende, specielt hvis det ikke afløses af et nyt mål.
Hvis målet ikke opnås, er der også en risiko for at motivationen forsvinder.
Eksempel på karriereforløbet
Sport er leg fornøjelse og konkurrence – endda nogle gange et job eller en forretning.
Mon ikke al sportsoplevelser starter som leg og fornøjelse ?
Hvis det så viser sig at vi har rigtig gode gener, hvad er så mere naturligt end at gøre dt til ens levevej ?
Hvis man har vundet en del konkurrencer, så er man godt på vej, og lykken synes at være nået,
når ens hobby og fornøjelse er ens job.
Mere vil have mere, så jobbet kræver at man fortsat udvikler sig og har fremgang.
Da fremgangen er størst i starten og aftager med tiden, bliver det pludselig alvor.
Så er der måske ikke så meget tilbage af legen eller af den oprindelige uforpligtende fornøjelse.
De oplevelser, der fra starten var det drivende og lykkebringende.
Nogle indser det og holder op, andre vælger at snyde, f.eks. ved at dope sig,
for på den måde at udsætte slutningen på karrieren.
Da vægttræning er en sport, der kan dyrkes på alle niveauer, indeholder den muligheden for at blive på det niveau, hvor det er leg og fornøjelse.
Hvis vi konkurrerer, kan det være på højeste plan, men man kan også nøjes med at konkurrere med sig selv.
Tilbagegang er også acceptabelt, da man i sidste tilfælde kun står til ansvar for sig selv.
I hvilken anden sport er det acceptabelt ?
Hvis man bliver bemærkelsesværdig dårligere i tennis eller fodbold, så tror jeg at man i mange tilfælde vælger at holde.
Selv i golf, hvor der med handicapsystemet spilles på alle niveauer, tror jeg at en vis fremgang forventes.
Mit syn på en karriere
Jeg har skrevet flere gange at jeg aldrig holder op med at træne så længe jeg er i live.
Jeg har som de fleste andre prøvet mange ting og på et tidspunkt i forløbet været så optaget af det,
at jeg følte at jeg havde fundet en hobby eller sport for livet.
Alligevel er det gledet ud for mig.
Jeg dykkede i mange år, og var sportsdykkerinstruktør, og tænkte ikke på at holde op,
men så lærte jeg at windsurfe.
Det var bare livet, næsten som at kunne gå på vandet.
Jeg surfede flere gange om ugen, og det fyldte rigtig meget i min tilværelse.
I modsætning til alle mine tidligere sports- og hobbyaktiviteter, indeholder træningen en beslutning fra mig om aldrig at holde op.
Ikke kun tanker om hvordan et liv uden træning ville være, eller hvor lang tid jeg fortsætter, men en beslutning om at fortsætte.
Beslutningen bliver hjulpet på vej af beslutningen om at det skal være sjovt, og ikke kun en pligt for at opnå et sundere liv…
Målet er måske alligevel det mest realistiske, konkrete og tidsbegrænsede, der kan sættes.
sjovt, fornøjeligt, nu og hver gang.
Jeg har ikke mere mål som f.eks. 100 kg i bænkpres eller tilsvarende, men måske har jeg alligevel sådanne mål liggende dybt nede i min bevidsthed.
Måske har jeg bare større tålmodighed end mange andre, når det gælder træning.
3 ting, der hjælper til med at fortsætte.
1) Det skal sjovt, ikke kun træne for resultater.
2) Holdes på begynderplan eller det niveau, hvor glæden var størst.
3) Beslutningen om at det skal fortsætte hele livet.
(sidste punkt kan ikke stå alene, for hvor mange har ikke gennem tiden taget beslutninger for livet, der alligevel ikke holdt ?
Jeg tænker her bl.a. på rygestop, og vægttab. )
Træningsprogrammer er rigtig gode vejledere, når man har spørgsmål til hvordan man får mest ud af sin træning.
Der findes mange forskellige programmer for styrke og for mere muskelmasse.
Der findes endda programmer med formålet at bredere skuldre eller større arme.
men jeg har endnu ikke set et program med formålet at have det sjovt og bevare interessen for træning hele livet.
Er du i tvivl om hvordan det bliver sjovt at træne, så tænk tilbage til da det var mest sjovt.
Det er en god ide at skrive træningerne op i en log, og lad loggen være stedet hvor glæden ved træningerne bliver beskrevet.
I min log findes der næsten ingen dårlige eller utilfredsstillende træninger.
Hvis jeg ikke kan løfte så meget som sidste gang, så træner jeg bare med mindre vægt,
og opnår på den måde at gøre en træning god, selv om den fra starten så ud til at blive dårlig.
Mange andre, der træner efter program ville nok have forsøgt at køre så langt som muligt, og måske blive skuffet.
Hvis man gør det, betragter jeg det som at man er afhængig af fortiden.
Det mener jeg ikke man skal være, fortiden er væk, glem den hvis den ikke bringer fornøjelse.
Nøjes med at huske fortidens glæder for at bygge videre på dem.
Glæd jer i nuet, og hvis I laver noget der ikke lige nu er det mest spændende, så glæd jer til fremtiden.
Når jeg mener at træning skal holdes på begynderplan, kan det lyde helt forkert og modsat normal fornuft.
Skal vi virkelig holde igen med udvikling og fremgang ?
Nej selvfølgelig skal vi ikke holde udvikling og fremgang nede, men den glæde og entuasme som vi har i starten, hvor den som regel er størst, skulle gerne huskes og bevares.
Jeg mener at glæden og fornøjelsen ved selve træningen, er den vigtigste motivationsfaktor.
Hvis man virkelig elsker at træne og glæder sig til næste gang, bliver man ved.
Mange unge træner i en periode, men holder så igen, når de har oplevet meget fremgang.
Hvis træning bare er noget der skal overstås, inden man skal til noget andet, så kan det være svært at blive ved, hvis resultaterne aftager.
Derfor mener jeg at vi hele tiden skal tilpasse vores træning, så vi synes det er sjovt.
Jeg mener at der kan ligge en fare i konkurrence.
Den fare at målet med ens træning ændres.
En fare for at man bliver helt opslugt i kampen og resultaterne, og at den oprindelige glæde ved at træne og bruge kroppen bliver glemt i den forsvundne fortid.
Som jeg ser det, er det grundlæggende mål for træning, at det skal være sjovt hele livet, erstattet af et helt andet mål, nemlig konkurrence resultaterne.
Beslutningen om at vi vil træne hele livet er ikke nok.
Den kan ikke stå alene.
Hvor mange beslutninger kender vi ikke om at holde op med at ryge, eller tabe sig og spise sundere osv… ?
De går ofte fløjten efter nogen tid, hvis de ikke inderholder nydelse eller fornøjelse.
Derfor skal beslutningen om at træne hele livet suppleres med at træningen er noget vi hele tiden gerne vil.
Det skal ikke være en pligt, men en fornøjelse, noget vi er glade for og kan være stolte af.
En glæde vi gerne ville dele med vore venner, hvis de bare forstod det, og kunne opleve det på samme måde.
© December 2007, Henning Buddig
